Hej familiebrevkasse
Jeg ved ikke om jeg skriver det rigtige sted hen, men jeg ved ikke hvor jeg ellers skal få hjælp. Jeg er en 17 årig pige, der startede i gymnasiet sidste år og som nu går i 2.g. I starten gik det rigtig godt, men i foråret oplevede jeg flere gange at jeg fik det dårligt. Jeg kunne sidde i klassen og lige pludselig få hjertebanken og begynde at svede. Det var vildt ubehageligt, og jeg følte næsten, at jeg var ved at besvime. Jeg har haft det fint her i sommerferien og troede at det var gået helt væk, men jeg kan mærke, at så snart jeg sidder i klassen, så kommer det tilbage. Jeg er også begyndt at tænke meget over, om de andre kan se på mig, at jeg ikke har det godt, og det gør næsten at jeg ikke kan koncentrere mig om det læreren siger. Jeg har altid klaret mig godt i skolen og bliver nu pludselig bange for om jeg overhovedet kan gennemføre gymnasiet, hvis jeg skal have det så dårligt. Er der noget man kan gøre ved det?
Hilsen Maja
Kære Maja
Hvor er det godt du skriver, for der er god hjælp at få, til det du kæmper med. Det du har oplevet er tydeligvis angstanfald, som er udløst af at du har mærket nogle forskellige kropslige fornemmelser (hjertebanken og svedeture), som har været ubehagelige, og som du er blevet rigtig bange for. Du skriver ikke noget om, hvad du ellers oplevede i foråret som kan have belastet dig og gjort dig ekstra sensitiv overfor angstsymptomerne, men mon ikke det har været omkring eksamensperioden, hvor du naturligt nok har været ekstra spændt for i forhold til at skulle præstere?
Det er vigtigt for mig at sige til dig, at angst ikke er farligt, selvom hele din krop reagerer som om der er fare på færde, og du derfor bliver utilpas og bange. Hjertebanken og svedetur er helt normale kropslige fænomener, ubehagelige ja, men ikke farlige. Det der gør at ubehaget bliver til decideret angst er din tænkning om de kropslige fornemmelser. Prøv at lægge mærke til hvad du tænker, når du sidder i klassen og mærker hjertebanken og svedetur. Jeg gætter på, at det er noget i retning af: ”åh nej, nu kommer det igen” ” jeg klarer det aldrig”, ”det føles som om jeg skal besvime”. Angst er ofte et udtryk for, at man overvurderer sandsynligheden for at der sker en katastrofe, og at man samtidig undervurderer sin egen evne til at klare situationen. I dit tilfælde kommer du til at tolke din krops signaler som et udtryk for, at noget farligt er ved at ske, at du måske besvimer og at du samtidig er hjælpeløs.
Mange der har oplevet et angstanfald bliver bange for at det kommer igen og prøver at holde øje med om der skulle være et nyt anfald på vej ved at rette opmærksomheden indad i kroppen og nærmest ”scanner” kroppen indvendigt. Selvom metoden i udgangspunktet har til formål at prøve at få lidt kontrol over angsten, så forstærkes den blot af al den opmærksomhed. Angst i sig selv er ikke et problem, problemet opstår, når vi prøver at kontrollere angsten, for så begynder vi f.eks. at ville prøve at undgå den, og så er det, at den i stedet begynder at styre os. Mit råd til dig vil derfor være, at du i første omgang skal øve dig i blot neutralt at konstatere det du mærker. Det er vigtigt at du bliver i situationen og f.eks. siger til dig selv: ”nu mærker jeg lidt hjertebanken og at jeg sveder. Det er ok, det er ikke farligt og jeg kan godt være her alligevel”. Du skal groft sagt øve dig i at lade din krop reagere som den gør, uden at blive bange for det, og samtidig fortsætte med det der er vigtigt for dig. Jeg ved det lyder meget lettere sagt end gjort, og at det kræver et stort stykke arbejde af dig, men jeg ved også, at det er muligt at lære at acceptere angsten. Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til din læge eller din studievejleder på gymnasiet. Begge har mulighed for at henvise dig til en psykolog, som kan hjælpe dig.
Held og lykke med det hele!
De bedste hilsner
Familiepsykolog Trine Storch