Kære Familiepsykologer
Jeg vil gerne spørge om I har nogle gode råd til hvordan vi bedst kan tilrettelægge overgangen mellem mor og far for vores børn – vi er nemlig skilt. Vi har en 4 årig og en 8 årig, som er hos deres far 5 ud af 14 dage, de resterende 9 hos mig, deres mor. Vi har et ret godt samarbejde.
Børnene skifter normalt på hverdage, så de tager af sted fra den ene om morgenen og kommer hjem til den anden om aftenen. Især den yngste er ofte ked af det, træt og vred når han kommer hjem til mig. Det kommer blandt andet ud ved at han skælder mig ud og taler vredt til mig. Han kommer også til at fylde vældigt i forhold til den 8 årige på den måde. Jeg accepterer det til dels, og beder ham også – venligt – om at tale ordentligt til mig. Hvad vil I råde mig til at lægge vægt på her?
Jeg er også i tvivl om hvor vidt det egentlig er en god løsning at han skifter hen over en dag i børnehaven. Det har tidligere virket som om det var ok, men måske bliver det faktisk utydeligt for ham, at det er skiftedag?
Mange venlige hilsner
Moderen.
Kære Mor
Mange tak for dit brev.
Det er godt at høre, at du oplever at I forældre har et godt samarbejde. Det er en vigtig og afgørende forudsætning for at jeres børn kan trives. Det første jeg kommer til at tænke på, er derfor også hvordan mon faderen til børnene oplever skiftedagene? Er der forskel? Eller er det nogenlunde det samme. Jo mere I forældre kan udveksle information omkring børnene og hjælpes ad med at finde løsninger der tilgodeser deres behov, jo bedre vil de have det.
Efter en skilsmisse opdeles barnets liv i to verdener og det er forældrenes fornemste opgave at forsøge at bygge en bro her i mellem, så barnet har en oplevelse af at der er en sammenhæng i dets liv. Forældre kan gøre dette helt konkret på mange måde. Blandt andet ved at tale med barnet om det liv det har hos den anden forælder, deltage i arrangementer sammen med den anden forælder, holde fælles fødselsdage og dermed på alle måder signalere, at selvom far og mor ikke længere bor sammen, så er de stadig fælles om kærligheden, opmærksomheden og interessen for deres barn.
Når du skriver, at jeres 4 årige dreng reagerer ved skiftedag kan det godt være et udtryk for, at han har brug for at se jer to forældre sammen ved overleveringen. Det behøver ikke være et længere besøg, men måske blot at I lige kommer med ind til en kop kaffe og en snak med den anden forælder. Apropos ovenstående omkring at bygge bro mellem barnets to livsverdener, så har det en enorm betydning for især det mindre barn, at det konkret får mulighed for at opleve jer sammen og også vise den af jer der er på besøg noget fra sin verden hos den anden forælder. Det kan være alt fra barnets værelse, noget nye legetøj til en ny lillesøster eller -bror.
Jeres børn udvikler sig hele tiden og deres behov vil løbende skifte. Det lyder som om, at I er meget opmærksomme på det, og det er rigtig godt. Når jeres mindste barn nu “kalder på jer” behøver det heller ikke være fordi skiftedagene tidligere har fungeret dårligt; nu er han bare et andet sted og har et andet behov, hvilket jeg fornemmer I er meget villige til at lytte til.
Med hensyn til hans reaktioner med vrede og ked-af-det-hed synes jeg du gør det helt rigtige ved at rumme og anerkende hans følelser men også markere din grænse for hvilken udtryksform du vil acceptere.
Jeg håber ovenstående var svar på dine spørgsmål, ellers må du skrive til os igen.
Held og lykke med det hele!
Venlige hilsner
Familiepsykolog Trine Storch