Hej familiepsykolog
Vi er en familie med mor, far og 3 børn på 9, 8 og 2 år. Vi skriver til jer fordi vi er lidt bekymrede for vores ældste barn – en pige, som vi ikke synes trives helt optimalt. Senest har vi fået at vide af skolen, at hun godt kunne tåle at være lidt mere robust. De oplever, at hun nemt bliver ked af det og ofte trækker sig, når noget bliver svært i legerelationer. Også hjemme oplever vi, at hun pylrer og jamrer meget. Vi ved godt, at vi ikke har meget tid til det enkelte barn med to fuldtidsjob og 3 børn, og bliver berørt af, at vores store pige siger til os, at hun kun synes vi lægger mærke til hende, når hun er ked af det. Ups – det gør ondt. Hun har altid været en stille og forsigtig pige, der ikke gør meget væsen af sig. Da hun var mindre blev hun nemt forskrækket over høje lyde, hun gemte sig under bordet med hænderne for ørerne, når der var børnefødselsdag, hun vælger selv at arbejde med hørebøffer på i skolen, hvor der er meget larm, så hun har stadig et problem med lyde. Hun er fagligt dygtig, vellidt og trives godt med skolens faste struktur og rammer, men socialt har hun svært ved at koble sig på de andre piger i klassen, der er meget udadvendte og frembusende. Hun siger ind i mellem ja til at lege med nogle af de børn, som de andre ikke gider lege med, fordi hun synes det er synd for dem. Generelt føler hun stærkt med dyr og mennesker der lider og derfor kan det nemt blive svært for hende at lægge sig til at sove f.eks. fordi hun ligger og tænker på og føler med hvordan andre har det. Når hun har legeaftaler herhjemme lægger vi mærke til at hun lader sig tromle af legekammeraten uden at hun får sagt fra. Bagefter er hun træt og orker ikke at der bliver lavet nye aftaler i en periode. Dem hun har de bedste lege med, er ofte et par år yngre end hende selv. Hjemme vil hun gerne ligge og læse, men holder også meget af at lave aktiviteter med os voksne. Hun vil altid gerne hjælpe med at lave mad, med ud at gå en tur eller spille spil. Men hun er ikke rigtig til at drive uden for huset for at opsøge jævnaldrende for at lege. Når hun ikke bliver inviteret af os voksne til at deltage i en aktivitet ligger hun på sin seng, virker træt og lidt trist og så bekymres vi for, at hun bliver ensom. Har I nogle råd til hvad vi kan gøre for at hjælpe hende?
Hilsen forældrene.
Hej forældre
Mange tak for jeres brev hvor I udtrykker bekymring for jeres 9-årige datter, som I ikke rigtig synes er i trivsel i øjeblikket. I har fået en melding fra skolen, der beskriver en sårbarhed og koblet op med jeres egen erfaring med en pige, der aktuelt virker trist og ikke rigtigt har lyst til at lege med sine jævnaldrende klassekammerater, kan jeg godt forstå at I reagerer. Hvor er hun heldig at have forældre der tager hende alvorligt, og som lytter når hun får sagt, at hun føler sig overset. Med det stille og stærkt iagttagende gemyt I beskriver hun er, kan jeg også godt forestille mig, at hun måske har taget et ubevidst hensyn til, at I har haft travlt med at få enderne til at nå sammen i familien, og at det har resulteret i en tilsidesættelse af hendes egne behov for kontakt med jer. De børn der reagerer indad på mistrivsel får vi ofte senere øje på, end de børn der har en mere udadreagerende adfærd. De kalder tydeligere på os. Men nu har I hørt hende, og nu søger I råd. Det i sig selv vil hjælpe hende, da jeres opmærksomhed er skærpet i forhold til at se hendes behov tydeligere.
I beskriver en pige, der er vellidt for sin faglige dygtighed og sit engagement i de svages ve og vel i klassen. Jeg fornemmer samtidig, at I synes hendes engagement grænser til det overansvarlige, og at hun glemmer at tænke på sine egne behov i legerelationerne. Men måske er det så alligevel det hun gør, når hun leger med børn der er yngre end hende selv. Her har hun qua sin alder en naturlig autoritet, som ikke udfordres af det yngre barn, og så kan hun slappe af i legen uden at skulle bruge krudt på at markere sig selv, hvilket I også oplever er en udfordring for hende. Jeg er enig med jer i, at der her er et område, hvor hun skal støttes i at udvikle sig i retning af at blive bedre til at stå ved sig selv og sine behov overfor sine jævnaldrende legekammerater. I kan helt konkret gøre det ved at spørge ind til hvordan hun havde det indeni, da legekammeraten ville bestemme det hele. Måske mærkede hun helt kropsligt at hun fik ondt i maven el. lign. Dernæst kan i tale med hende om hvad hun kan gøre næste gang hun er i en lignende situation. Det er vigtigt at I er helt konkrete og giver forslag til hvad hun kan sige og gøre – evt. øver et lille rollespil med hende. Jeg tror trætheden, som I beskriver, er et udtryk for hvor meget hun er på overarbejde i relationen og det nærer selvfølgelig ikke hendes lyst til at gentage legeaftalen, det er forståeligt. Så måske er det også fremadrettet en idé at hjælpe hende til at lave tidsmæssigt overskuelige legeaftaler, så hun ikke får følelsen af at være helt tappet for energi bagefter. Måske har hun også brug for hjælp til at få mere positive forventninger til legeaftalerne. Forestiller hun sig kun det der kan gå galt, vil lysten til at lege selvfølgelig være mindre. Derfor kan det være vigtigt at hjælpe hende med at få øje på de gode oplevelser, der ligger og venter på hende og som sagt at give hende strategier til at klare sig, hvis hun føler sig udfordret undervejs.
Måske har I hørt begrebet “særlig sensitiv” omtalt. Det henviser til et nedarvet personlighedstræk, som gør at man bearbejder sanseindtryk mere dybt end andre og derved også nemmere bliver træt fordi man overstimuleres sanse- og følelsesmæssigt. Et andet karakteristika er, at man har en særlig god indlevelsesevne og derfor berøres stærkt hvis dyr eller mennesker lider. Jeg kan ikke ud fra jeres brev konkludere at jeres datter har dette træk, men jeres beskrivelse af hende får mig til at tænke i den retning. Især hendes sensitivitet overfor lyde, gode indlevelsesevne og omsorg for andre, lyst til/ behov for at være alene giver anledning til at jeg vil anbefale jer at søge mere information om dette emne.
Held og lykke med det hele.
Med venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch