Hej familierådgivning
Vi skriver til Jer, fordi vi ofte oplever konflikter med vores drenge herhjemme. Vi er en familie på tre drenge (nyfødt, 3 og 6 år), en mor og en far. De store drenge er begge i bund og grund rigtig glade drenge. De er meget viljestærke og har lidt motoriske vanskeligheder. Vores familie og venner synes, de er så ”artige” og gode til at høre efter, hvilket er helt forståeligt, idet problemerne nærmest kun eksisterer herhjemme. De har ofte vanskeligt ved at høre efter herhjemme på trods af daglige gentagelser/rutiner og fx følgen på værelset, når de bl.a. ikke kommer ud til bordet ved aftensmad. Den store og formentlig også den mellemste har vanskeligt ved at forklare sig, når det gælder følelser og andres drillerier samt deres egen håndtering af disse.
Da den største dreng var mellem to og fire år oplevede vi rigtig meget frustration fra hans side. Han var meget træt pga. sygdom og manglende nattesøvn. Han skreg tit om eftermiddagen, lå på gulvet, slog ud efter os og var umulig at holde (sidde med på skødet for at berolige) og tit faldt han i søvn om eftermiddagen/aftenen. Ofte havde han også så voldsomme raseriudbrud, at han nærmest var ukontaktbar og helt umulig at komme til. Ovenstående mønster er ved at gentage sig med nummer to dreng. Han blev tre år her i september. Om morgenen spiser vi alle morgenmad sammen og får tøj på, derefter må drengene enten lege, spille eller se fjernsyn, hvis de kan nå det. Det er en fast regel, som vi har kørt efter længe. Og selvom vi har gjort det samme i lang tid, kan han stadig modsætte sig tingene i en sådan grad, at også han får et raseriudbrud, hvor vi næsten ikke kan holde ham og hvor han til sidst gisper efter vejret i ren udmattelse. Dette dog kun om aftenen, hvor han er meget træt.
Vi er meget i tvivl om, hvordan vi skal komme videre og arbejde os ud af disse frustrationsoplevelser og raseriudbrud. Vi tvivler meget på os selv, gør vi det godt nok, er vi som forældre gode nok og oven i begynder det at tære på ægteskabet. Kan I hjælpe os?
Kære forældre
Tak for jeres brev, der beskriver situationer, som jeg er sikker på andre forældre kan nikke genkendende til. I har 3 små børn under skolealderen; det i sig selv er jo en kæmpeudfordring at løfte sammen som familie. Og præcis som I beskriver, er der tidspunkter med konflikter, tidspres og trætte børn, hvor man mærker usikkerhed i forhold til om man gør det godt nok, og om man gør det rigtige. Ingen er perfekte, hverken børn eller voksne. Hvis man kan finde ro med det, bliver det somme tider også lidt nemmere at rumme uroen, konflikterne og frustrationerne.
Jeg hæfter mig ved at I skriver, at jeres børn af andre bliver beskrevet som artige og gode til at høre efter. Det vil sige, at I har nogle børn der reagerer på grænser og krav hjemme hos jer selv, men som respekterer grænser og krav, når de er ude. Det tyder på, at jeres børn er trygge ved at vide, at de kan udtrykke sig frit hjemme hos jer. Hvis de var utrygge sammen med jer, ville de samarbejde og tilpasse sig og i stedet reagere udenfor hjemmet. Måske kan det være jer til trøst at vide, at deres reaktioner faktisk er sunde og normale og et udtryk for at de er trygge sammen med jer, også selvom bølgerne går højt. At de igen og igen udfordrer jeres regler, ser jeg som et udtryk for, at de tester, om I nu også mener, hvad I siger. Det er helt normalt for børn på deres alder at prøve grænser af, og i takt med at de bliver ældre vil det blot være nogle nye grænser, der skal testes. Jeg fornemmer, at I er enige om krav og regler, og at I er tydelige overfor børnene i forhold til at få dem meldt ud. Det er mit indtryk, at det er når konflikterne eskalerer, at I oplever at det er sværest.
I fortæller, at jeres to største drenge har svært ved at forklare sig og sætte ord på følelser – især i konfliktsituationer Jeg kunne forestille mig, at der her er en sammenhæng til deres frustrationer og raseriudbrud forstået på den måde, at frustrationerne og senere raseriudbruddene er et resultat af, at de ikke føler sig forstået. En vigtig opgave til jer forældre bliver derfor at hjælpe jeres drenge med at lære at sætte ord på og udtrykke deres følelser, så de kan få en fornemmelse af at I (og andre) forstår hvordan de har det og hvad de mener. På den måde kan raseriudbruddene måske helt undgås og I kan bevare kontakten. I kan træne det konkret ved at kigge på billeder/ læse bøger hvor i sammen med børnene gætter på hvordan personerne i bogen har det (glad, ked af det, vred, skuffet, overrasket etc.) I kan også gøre det, ved at I viser, at I anerkender følelsen ved at giver følelsesudtrykket et navn, når I ser det. F.eks. ved at sige: “det ser ud som om, at du er ked af det, er det rigtigt?” eller: “jeg kan godt se, at du er meget vred lige nu”. Med jeres store dreng på 6 år kan I prøve at tilbyde ham en følelse, men være åben for hans egen beskrivelse: “når man skal begynde på noget nyt, f.eks. starte til spejder, kan man godt være lidt spændt. Det føles lidt som sommerfugle i maven. Har du det også sådan?” eller hvis der er brug for at finde handlemuligheder, når man er vred: “når man bliver vred, kan man godt få lyst til at kaste med noget. Det er bedre at slå i en pude, eller trampe i gulvet, så er der ikke er nogen eller noget der kommer til skade”.
Jeg håber ovenstående kan være til inspiration for jer og ønsker jeres familie held og lykke fremover.
Med venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog