Hej familiepsykolog
Jeg har læst en del af jeres svar, og håber også at I kan rådgive mig. Jeg er 55 år og har et langt ægteskab bag mig. Min kone og jeg har 4 store børn og de første år af vores liv sammen var gode. De seneste 8 år har især tæret meget på os. De 3 største børn er flyttet hjemmefra og mærker ikke så meget, men vores søn og jeg lider meget under min kones følelsesmæssige udsving.
Det begyndte med at min kone blev sygemeldt p.g.a. stress på sit arbejde. Derefter fulgte flere jobskift og fyringer. Hun ragede uklar med ledelsen og følte at alle var imod hende. I øjeblikket er hun arbejdsløs. I samme periode mistede hun sin mor og to gode veninder til kræft. Min kone har altid sat en ære i at klare sig selv, så det er ikke noget hun har fået hjælp til at få bearbejdet. Det er som om, at hun er to personer. I perioder sætter hun gang i alt muligt, taler hele tiden, råber af os, fortæller os at vi gør ting forkert, skælder ud og bebrejder især mig for alt muligt som hun synes jeg burde gøre. Hvis jeg så siger noget – uanset hvad det er – så virker det som benzin på hendes bål, og hun bliver endnu mere gal. Jeg kan ikke gøre eller sige noget rigtigt. Derfor har jeg de sidste år, i perioderne hvor hun er helt oppe at køre, valgt at trække mig og bare vente på at det går over. Det betyder, at jeg går rundt på listefødder derhjemme og bare forsøger at få det praktiske til at fungere. Det bliver hun selvfølgelig også vred over, men jeg synes ikke det fører nogen vegne at sige noget. Jeg bliver blæst fuldstændig af banen og føler overhovedet ikke at hun hører hvad jeg siger. Efter sådan en periode (der godt kan vare et par måneder) plejer det så at ende med et brag. Det vil sige, at så kan hun pludselig ikke komme ud af sengen en morgen og ender med at ligge der en uges tid og være meget deprimeret. I den situation kan jeg godt få lov til at hjælpe hende, og gør det selvfølgelig også gerne. Så går der som regel noget tid igen hvor hun lige så stille kommer til hægterne, og der har vi som regel en god periode, hvor vi faktisk godt kan tale sammen. Hun plejer også at tage til lægen, når hun har det værst. Så får hun antidepressiv medicin, men jeg synes ikke at det virker til at hun har det særligt godt af den grund.
I øjeblikket har vi en af de svære perioder hvor hun er helt oppe at køre og skælder ud dagen lang. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at klare det denne gang. Jeg husker ikke så godt som jeg plejer. Er begyndt at rode begivenheder og navne sammen. Og der er også sneget sig en tvivl ind om jeg kan blive ved med at holde til at være sammen med hende, når udsvingene er så store.
Jeg føler mig efterhånden noget slidt. Har I nogle gode råd?
Hilsen ægtemanden
Kære ægtemand
Det gør ondt på os, når én af vores kære lider, og sådan ser livet ud for dig i øjeblikket. Din kone har været udsat for usædvanligt mange belastende begivenheder på forholdsvis kort tid. Noget tyder på, at det har sat sine spor. Jeg fornemmer tydeligt din omsorg for din kone, men også din frustration og afmagt i de perioder hvor hun og dermed I har det sværest. Nu har I sammen levet med hendes skiftende humør i en del år, og du kan mærke, at det er begyndt at slide så hårdt på dig, at det har vakt en tvivl om hvorvidt du kan blive ved at være sammen med hende. Når den tanke opstår hos dig, gætter jeg på, at det bl.a. hænger sammen med at du har følt det nødvendigt at “lukke ned” for dine egne følelser og trække dig i de sværeste perioder. Selvom der også er gode perioder, hvor I har talt godt sammen og du sikkert har fået åbnet op for og fået kontakt til dine positive følelser for din kone igen, så vil det være helt naturligt, at der også opstår en tvivl og måske en afvikling af følelser i de perioder, hvor du lukker af.
Jeg er klar over, at du har valgt at holde dig tilbage i afmagt, fordi du ikke oplever at din kone lytter til dig, men på den lange bane er det en usund strategi for dig at vælge. Jeg vil derfor råde dig til at forsøge at holde fast i dig selv, det vil sige bevare kontakten til dine følelser, holdninger og meninger – også i de svære perioder. Hvordan reagerer din kone på din distancering? Jeg kunne forestille mig, at det måske også bliver “benzin på bålet”. Så selvom hun brokker sig, hvis du begynder at udtrykke dig, så tror jeg, hun vil nyde godt af, at vide hvor hun har dig, da det øger hendes tryghed.
Du skriver, at din kone har fået antidepressiv medicin men uden særlig effekt. Noget kunne tyde på, at hun måske ikke er blevet ordentligt undersøgt og at en anden type medicin måske vil kunne hjælpe hende bedre. Bedst vil det være, hvis du kunne få lov til at tage med hende til lægen og også beskrive din oplevelse af hendes periodevise svingninger. Jeg er klar over, at hun muligvis vil modsætte sig dette, men jeg synes du skal gøre forsøget og foreslå hende det. Du kommer ikke uden om at skulle konfrontere hende med din bekymring for, på den ene side hende, men også jer som par, og hvis du viser hende at du er villig til at arbejde for at I sammen skal få det bedre – også i de svære perioder – så kan man håbe på, at hun griber chancen for at finde en fælles løsning.
De bedste ønsker for jeres familie.
Venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog