Hej Familiepsykolog
Der er problemer med min voksne søn. Jeg er en kvinde der er gift, har 2 børn og 2 børnebørn.
Da jeg var yngre havde jeg lidt psykiske problemer med mig selv. Forholdet mellem min mor og jeg, er vel det samme mønster jeg nu oplever med min søn. Det går “hårdt” ud over den nærmeste, hvilket er undertegnede.
Jeg har heldigvis med tiden fået mere ro på mig selv. Har en god mand, og er vellidt blandt kolleger, venner og familie.
Jeg blev skilt fra børnenes far da min søn var 1 år og min datter 4 år. Mine børn har i tidernes morgen været i familiepleje i weekenden pga. mit arbejde. Der var dengang dårlig kontakt til børnenes far som havde et alkoholproblem. (I dag ser børnene deres far og hans familie).
Min søn blev tidligt anbragt udenfor hjemmet i et par år. Jeg kunne ikke magte ham. Der var knas i skolen. Han havde koncentrationsbesvær, følelsesmæssige og motoriske problemer.
Senere fik han egen lejlighed, uddannelse, kørekort og bil. Det så ud til at han klarede sig fint trods sin opvækst. I dag har han familie, kone og barn på 1 år, og bor i et dejligt rækkehus.
Min søn og jeg har altid haft gnidninger i vores forhold. Det er blevet mere mærkbart efter han har fået barn.
Min søn udtrykker had, vrede, bebrejdelser, giver mig dårlig samvittighed, har manglende selvværd, har svært ved beslutninger. Der er misundelse og søskendejalouxi fra hans side. Der bliver rippet op i gamle sår, sladret imellem søskende og skabt misforståelser. Det hele påvirker mig følelsesmæssigt. Jeg føler mig som en “dørmåtte” og der bliver tørret godt og grundigt af på mig. Jeg får at vide at det er min skyld med anbringelse og andet. Negative vibrationer. Det går lidt ud over min mand.
Jeg vil ikke indblande andre i familien i dette problem. Er ikke helt mig selv når jeg er sammen med min søn. Jeg skal være varsom hvad jeg siger og gør. Har fundet mig i alt for meget og har ingen respekt om min person. Jeg burde nok have sagt fra for længe siden.
Jeg har pt. ikke talt med min søn et stykke tid, han vil holde en pause. Jeg har ikke ringet til min svigerdatter (for at se mit barnebarn). Jeg afventer situationen og er stædig nu, selvom det er hårdt. Min søn må ringe til mig først.
Er der nogle gode råd? Hvordan kommer jeg videre?
Mvh. “Løven”
Kære “Løve”
Mange tak for dit brev hvor du beskriver, hvad der går forud for den smertefulde situation du står i nu, hvor din voksne søn har meddelt, at han ønsker, at der skal være en pause i jeres kontakt med hinanden. Det betyder også, at du i øjeblikket ikke ser dit barnebarn, hvilket må være et stort savn for dig.
I brevet forklarer du, at du blev alene med dine børn da de var helt små, og at du havde svært ved at magte din søn, da han blev lidt ældre. Det førte til at du traf det svære valg, at han måtte bo et andet sted end hos dig. Jeg er sikker på, at det har været en af de sværeste beslutninger, du har truffet, og at det har været allersidste udvej for at redde jeres relation dengang. Jeg fornemmer en stolthed hos dig over at din søn siden har klaret sig godt og fået uddannelse og familie, men også en stor smerte over at I fortsat har mange konflikter og at han konfronterer dig med de valg, du måtte træffe da han var lille.
Du nævner at jeres gnidninger er blevet større efter dit barnebarn er kommet til. Det giver god mening, idet forældreskabet ofte giver adgang til følelser og oplevelser – gode som mindre gode – man selv bærer med sig fra sin egen opvækst. Det kan derfor være at din søn, ved selv at være blevet far, har fået kontakt til følelser af forladthed og svigt, som han muligvis selv har oplevet ved først at være blevet forladt af sin far og dernæst af dig i forbindelse med anbringelsen. Måske har I aldrig rigtig fået talt om, hvad det var der gjorde, at du var nødt til at lade ham flytte dengang? Måske bærer du selv på svære følelser af skyld og/eller skam over at du måtte træffe de valg du gjorde? Jeg fornemmer, at der er rigtig mange svære følelser i mellem du og din søn, og jeg tror, at det er vigtigt, at I får talt ud om alt det der er sket og forsonet jer med fortiden for at I kan komme videre. Måske oplever din søn ikke at du vil lytte til ham, eller tage ansvar for de valg du traf, og så længe han har den oplevelse, er det svært for ham at komme til at tilgive dig for det. Måske har du heller ikke tilgivet dig selv?
Du skriver til sidst, at du nu er blevet stædig, og at du vil vente på, at din søn tager kontakt. Det kan være en risikabel position at indtage, for måske er din søn ligeså stædig som du, og så går I måske glip af muligheden for at få helet de gamle sår og du mister vigtige år sammen med dit lille barnebarn. Jeg er enig med dig i, at du skal sige fra, hvis du oplever dig respektløst behandlet, men måske er det også tid til at vise din søn, at du er villig til at tage nogle vigtige samtaler med ham, fordi han betyder noget for dig, og fordi du gerne vil bryde det mønster I har i jeres familie. Hvis du synes det bliver for svært at have sådan en samtale med din søn alene, kan du foreslå at I mødes med en tredie part, fx. en familiepsykolog, der i første omgang vil kunne hjælpe jer med at holde fokus på at komme til at forstå hinanden bedre.
Med ønsket om alt det bedste til jeres familie.
Venlig hilsen
Trine Storch
/Familiepsykolog