Kære familiepsykolog
Jeg er en kvinde på 28 år, der venter mit første barn indenfor de næste par måneder. Jeg og barnets far bor sammen og har kendt hinanden i snart 4 år. Vi glæder os begge to til at skulle være forældre, men alligevel er jeg meget bange for at komme til at stå med det hele selv, når barnet kommer. Min kæreste er meget optaget af sit arbejde, og jeg synes at meget af hans fokus er rettet den vej, hvor jeg måske har brug for at han retter den mere mod mig og mod os og mod hvad der snart kommer til at ske. Det er som om, at det kun er mig der ændrer mit liv i forbindelse med at barnet kommer. Min kæreste fortsætter bare som om intet er hændt. Jeg er ikke i tvivl om at vi begge glæder os lige meget, men mere om vi begge også er parate til at ændre prioriteterne sådan at det kan fungere så optimalt som muligt, når barnet kommer. Mon I kan give mig et godt råd?
Den vordende mor.
Kære vordende mor.
Tak for dit brev, der så fint beskriver den bekymring, som de fleste gravide har, når de venter deres første barn: at blive ladt alene med det store ansvar for det lille barn. Det er klart, at vi kvinder der bærer barnet, og dermed fysisk hele tiden bliver mindet om hvad der snart skal ske, også tænker mere på barnet end mændene. De kan bedst forholde sig til barnet når det er født, og kan måske ikke altid lige forstå at barnet fylder så meget i vores tanker og følelser allerede på et langt tidligere tidspunkt. Det er heldigvis oftest sådan, at mændene er gode til at præstere et nærvær for realiteterne, når barnet så endelig kommer. Så bliver der jo noget helt konkret de skal forholde sig til, og det er de som regel meget villige til at tage del i.
Jeg synes, du skal fortælle din kæreste, at du har disse tanker, og på den måde give ham en mulighed for at berolige dig. En samtale omkring jeres forventninger til det at skulle være en familie og at få en hverdag med et lille barn til at fungere, vil også give dig en god mulighed for at høre, hvordan din kæreste forestiller sig jeres fremtid sammen som familie.
Min erfaring er, at mænd og kvinder forbereder sig på forældreskabet på to meget forskellige måder og at begge måder er perfekte for netop manden og kvinden. Vigtigst er det, at man ikke kommer til at gøre den andens måde “forkert”, men accepterer at den anden har en anden måde, end en selv. Jeg
ved godt at det er noget af en tillidsøvelse som kvinde, fordi man har en urangst for at blive ladt alene med det lille barn, og derfor allerhelst vil have underskrevne erklæringer på at manden vil være der for en for evigt og altid. Vi kvinder bruger derfor tit lang tid på at “undersøge” om manden nu
glæder sig ligeså meget som vi selv gør, ved at kigge efter om manden nu foretager de samme handlinger som dem vi selv forstår ved at forberede os: læse bøger, købe babytøj, indrette babyværelse, tjekke alt muligt ud der omhandler baby på internettet. Problemet er bare, at vi ikke kan sammenligne mænd og kvinders måde at forberede sig på på denne måde, og derfor kommer vi tit til at skyde mændene i skoene at de ikke glæder sig nok, eller også bliver vi usikre på, om de nu har fortrudt. Af samme grund er det vigtigt, at du får spurgt til din kærestes tanker og forestillinger omkring det at skulle være far. På den måde vil du få et indblik i netop hans måde at forberede sig på. Måske er han den der mere tænker over de store linier i forhold til fremtiden. Måske går han og drømmer om at dele noget af barselsorloven med dig. Hvem ved?
Held og lykke med det hele!
Venlig hilsen
Trine Storch