Hej Familiepsykologer
Jeg har igennem længere tid, måske det seneste år, gået og lagt mærke til at min datter på 15 år er blevet mere og mere optaget af hvad hun spiser og i særdeleshed dét hun IKKE vil spise mere. I samme periode har hun tabt sig, ikke voldsomt meget, men alligevel nok til at man kan se det. Måske 4-5 kilo, således at hun nu er gået fra at være normalvægtig til at være slank grænsende til det jeg vil kalde ”tynd”. Der er bestemte fødevarer, som hun overhovedet ikke vil have længere. Det drejer sig f.eks. om pasta, ris, hvidt brød, smør, fløde, chips, slik og sodavand. Jeg synes jo, at det er okay at hun har fået sans for hvad der er sundt og hvad der er usundt, men det bekymrer mig at hun helt afviser at tage et stykke kage eller at spise det vi andre får til aftensmad. Jeg kan godt se, at hendes veninder også er ret tynde og at hun måske i den sammenhæng har været lidt til den buttede side før i tiden. Det er hun så i hvert fald ikke længere. Samtidig går flere af pigerne i fitnesscenter og min datter kommer der også ca. 3 gange om ugen lige nu. Hun har egentlig altid været glad for sport, har spillet håndbold i mange år, men har ligesom tabt interessen for det det seneste år, og er nu begyndt på fitness i stedet for. Jeg synes ikke jeg kan mærke humørmæssige forandringer på hende, hun er den glade og udadvendte pige, hun hele tiden har været, og har konstant gang i venindeaftaler.
Jeg synes, det er svært at vurdere, om det med de ændrede madvaner er noget jeg skal være bekymret for. Man hører jo så meget om unge og spiseforstyrrelser. Hvad synes I?
Venlig hilsen Susan
Kære Susan,
Mange tak for dit brev. Som jeg læser det du skriver, går din specifikke bekymring på om din datters ændrede madvaner kan være tegn på en (begyndende) spiseforstyrrelse.
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at din datter er holdt op med at spise visse madvarer, og det vil dermed sige, at hun har gjort sig nogle tanker om, hvorfor hun ikke længere vil spise disse madvarer. Jeg synes, det er fornuftigt af dig at reagere på hendes ændrede adfærd på dette område, og jeg vil anbefale dig at spørge din datter hvor de nye regler om mad kommer fra. Min erfaring er, at nogle unge – uden at have en spiseforstyrrelse – samler lidt forskellige kostråd op og laver deres egen diæt, som bestemt ikke altid er ernæringsmæssig forsvarlig. F.eks. har jeg mødt unge som forsøgte at undgå alle fedtstoffer og som var helt uvidende om kroppens, og i særdeleshed hjernens, behov for fedt for at fungere.
Når du taler med din datter om dette, kan du prøve at være opmærksom på, hvor vigtigt det synes at være for hende at holde fast i reglerne, og hvor villig hun er til at ændre på dem, hvis nogle af dem synes meget uhensigtsmæssige. Du kan også prøve at få en fornemmelse af, om reglerne er begyndt at spænde ben for at hun kan deltage i sociale aktiviteter, f.eks. sammen med veninderne eller sammen med jer i familien. Jo mere hun er begyndt at lade sig styre af reglerne, og jo mindre modtagelig hun er for at justere dem, jo større er sandsynligheden for at hun kæmper med en spiseforstyrrelse. Når det er sagt, synes jeg der er flere ting i dit brev, der peger i en retning af at din datter sandsynligvis blot er i gang med at finde ud af hvem hun er og at de ændrede madvaner blot skal ses ind i det perspektiv. Særligt hæfter jeg mig ved, at du ikke har lagt mærke til humørmæssige ændringer og at fitness-træningen foregår i en social sammenhæng, nemlig sammen med veninderne. Hvis hun kæmpede med en alvorlig spiseforstyrrelse ville hun sandsynligvis ikke have overskud eller lyst til at være sammen med veninderne.
Noget af det der kendetegner en spiseforstyrrelse er, at ens tanker i større og større grad kredser om mad og vægt. For de fleste vil det betyde at man udefra set virker trist og indelukket, da de selvkritiske tanker optager meget af ens opmærksomhed. Det vil typisk også betyde, at der ikke er overskud til sociale aktiviteter, hvilket heldigvis ikke ses i din datters tilfælde.
Jeg vil som sagt råde dig til i første omgang at tage en stille og rolig snak med din datter, hvor du kan blive lidt klogere på, hvad der ligger bag såvel de ændrede madvaner som vægttabet. Hvis det viser sig, at din datter bruger uforholdsmæssigt meget energi på at tænke på mad og vægt på nuværende tidspunkt, synes jeg I skal søge professionel hjælp. Heldigvis bliver de fleste unge hjulpet helt ud af spiseforstyrrelsens greb, når de kommer i behandling tidligt i forløbet.
Held og lykke med det hele!
Med venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch